Stedet

Christianshavns Bådudlejning har eksisteret i over 100 år. Det første grønne hus blev bygget i 1905 og er siden blevet et særkende for Christianshavn kanal. Igennem tiderne har Bådudlejningen været et yndet udflugtsmål for københavnere og dannet rammen for mange unges første flirt. Især i perioden fra 1940 til 1970 var Bådudlejningen en blomstrende forretning med over 25 træbåde. Der er ikke mange unge københavnere i den tid, der ikke har drukket en fyraftensøl eller friet, i en af de grønne joller.

Da Niels Heide overtog Bådudlejningen i 1991, var alle bådene væk og huset lå under vand. Alt var stort set i forfald, men charmen var dog intakt, og efter et par hårde år begyndte en ny æra for Christianshavns Bådudlejning.

I 1997 åbnede Bådudlejningen son den café vi kender i dag. De første år var præget af en stor vennekreds, der var med til at forme Bådudlejningen til hvad den er i dag – nemlig en uhøjtidlig og åbenhjertig oase, hvor alle kan nyde sommeren midt i byen.